Thursday, November 17, 2016

En længsel, umålelig stor..

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred
som spænder sit billede op,
Et sted må det være i verden,
som fylder mit sind og min krop
(Jens Rosendahl, DDS 28,1)

Jeg vil aldrig angre at jeg forsøgte at opnå min længsel, finde det sted i verden, som fylder mit sind og min krop.

Længsel
Jeg længes efter en forsoningens verden, hvor vi kan være nysgerrige på hvad vores modstandere og fjender mon tænker - hvordan giver det god mening for dem at gøre det, som for mig så åbenlyst virker forkert? Hvor vi ikke skaber yderligere tumult pga vores egen usikkerhed; hvor vi netop udnytter vores forskellighed til at finde løsninger, der hvor det virkede umuligt og hvor vi hver især stræber efter at være det menneske, jeg/du er ment til at være - og ikke vikler os ind i mainstream eller vanetanker.
Jeg længes efter at vi  erkender at vi ikke kan have kontrol over verden eller vores omgivelser og overgiver os til at bevæge os i den, navigere, følge med noget og undgå noget andet - men ikke tro vi kan underlægge os livet - det vil altid kunne overraske os - kærligt, forunderligt og forfærdeligt.
Jeg længes efter en verden, hvor vi er lige værd - fordi vi er mennesker, hvor det virkelig bliver værdsat at man er som man - ligemeget hvordan man er - og hvor vi i fællesskab arbejder med at løse de mange problemer og udfordringer, vi står overfor - men på en helt anden mere menneskelig måde end vi gør nu.
Jeg længes efter at være forbundet med Gud, det største og dybeste, der findes og at vi kan være det sammen. Allesammen.

Hvis du har følelsen af at verden er gået af lave - kan det så være fordi du har opgivet af følge din længsel?

Håb
Jeg har et par oplevelser, der styrker mit håb om at det kan lade sig gøre:

På et kursus skulle vi skrive et par af vores holdninger til sundhedsvæsenet på et stykke papir - og lade det ligge på vores plads. Så skulle vi gå en tur sammen to og to og fortælle om en for os væsentlig oplevelse med sundhedsvæsenet. Jeg fortalte om min første fødsel, der føltes forfærdelig og jordemoderen, der kom ind og straks hjalp mig til at få styr på min vejrtrækning - og derefter lagde et brandvarmt viskestykke på min spændte mave - så jeg nu pludselig oplevede fødslen i et helt andet lys - jo det gjorde ondt, men jeg var ikke hverken panisk eller magtesløs mere. Pludselig mens vi gik der i skoven og jeg fortalte - gik det op for mig at de holdninger, jeg havde skrevet "hjemme" på papiret udsprang direkte af netop denne oplevelse. For mig er "varme hænder" og tilstedeværelse en stor del af helbredelsen. Ikke kun i denne situation, men i alle sammenhænge - og det kan jeg genkende i min måde at arbejde på. Det er sikkert heller ikke helt forkert; men heller ikke helt rigtigt. Det er min holdning, baseret på en ubevidst (og ganske sympatisk) antagelse, der udspringer af een konkret vigtig hændelse i mit liv. Hvad nu hvis andre menneskers holdninger udspringer af vigtige men anderledes oplevelser i deres liv?
Ja, vores holdninger er måske ikke så velunderbyggede, som vi tror de er. Så måske kan vi alligevel mødes på trods af modstridende holdninger?

På et kursus om klimaforandringer læste underviseren historien om prinsessen og guldkuglen op for os. Den handler om at prinsessen taber sin guldkugle ned i en brønd og en frø lover at hente den op til hende, hvis hun vil give den lov til at spise af hendes guldtallerken og sove i hendes seng. Frøen henter guldkuglen og prinsessen accepterer tøvende at frøen sover sammen med hende i sengen. Næste morgen er frøen forvandlet til en prins - han var blevet tryllet om til en frø indtil nogle ville tage ham til sig. Vi hørte historien et par gange.
Så skulle vi gå hver for sig og vælge "vores frø" - det mest klamme og slimede, vi kunne komme i tanke om i forbindelse med klimaforandringer. Derefter skulle vi forestille os at "sove i seng med" denne "frø".
Da vi kom tilbage i kursuslokalet skulle vi 3 og 3 fortælle hinanden om hvad vi netop havde oplevet. Jeg havde valgt min frø som "en meget aggressiv klimaforkæmper - hvor midlet helliger målet" og mens jeg prøvede at "sove med den", gik det op for mig at vedkommende brænder ligeså meget for sin sag, som jeg brænder for min sag (der bare ikke er klimaet) og at han bare er lidt mere aggressiv i sine metoder end jeg er i mine - så pludselig kunne jeg genkende mig selv i ham og på den måde var frøen blevet til en prins - eller ihvertfald til et menneske, jeg kan acceptere og respektere. Nogle af de andre havde prøvet, men ikke lykkedes med at forvandle frøen til en prins; men mens vi sad der i små grupper og fortalte, så bredte der sig en stemning i rummet af at hvis bare vi havde den slags snakke på tværs af meninger om klimaet, så skulle vi nok nå frem til løsninger henadvejen. En meget opløftende følelse af fortrøstning.

Problemer/udfordringer
Vi har problemer nok: klimaforandringer, naturkatastrofer, fattigdom, krig, sult, undertrykkelse, disrespekt for mennesker, religionskrig, sygdom, livskriser, stress, arbejdsløshed, økonomiske kriser, manglende selvværd, familiekonflikter, mgl balance ml arbejdsliv og familieliv osv osv. Løsningerne er ikke en verden uden klimaforandringer, uden naturkatastrofer, uden krig, uden sult, uden fattigdom, uden undertrykkelse osv - det ville være en verden, der er gået i stå. Men tag fx krig - krig er det mest brutale udtryk for en konflikt, for en uenighed. Jeg vil ikke undvære uenighed i verden. Jeg vil at vi finder måder at give plads til enigheder på - så de ikke behøver udvikle sig til voldsomheder. Og vi er kun mennesker og det er menneskeligt at fejle, så jo der vil stadig opstå konflikter, der udvikler sig til krig - det er en del af livet. For mig giver det mening at bruge fx en flod som metafor for livet: sine steder flyder den stille og roligt afsted, andre steder bruser den vildt udover et vandfald, ligger stille som brakvand eller pibler fra kildens udspring - liv altsammen.
Ikke dermed sagt at vi ikke kan gøre noget vores udfordringer - det kan vi. Der behøver ikke være så meget krig, så meget fattigdom, så meget... !

Trends
Vi har i den vestlige verden i disse år nogle dominerende trends: Individualisering, materialisme, sekularisme, nationalisme, digitalisering, kapitalisme, en stærk præference for vækst og for teknologi.
Vi kan bryde os om disse trends eller ikke; men vi er formodentlig enige om, at de er der. Og så samtidig når en eller anden trend bliver trend, så opstår der også en modtrend, så samtidig med at vi har et sekulariseret samfund, så debatterer vi religion mere end nogenisnde før. Som modvægt mod materialismen opstår fx Simple Living, Bonderøven mm. Vi og verden omkring os er hele tiden i bevægelse.
Jeg vil kalde disse trends vores kollektive ubevidste antagelser om hvad der gør et godt samfund, et godt liv, en god verden. Trenden er opstået som modvægt til noget, der måske var blevet for stift eller kommet for langt ud til en side; men er måske nu selv ved at stivne eller blive for markant. De forskellige trends blander sig også med hinanden - så fx materialisme kombineret med individualisering bliver til mere og mere unikke produkter, hvor materialisme kombineret med fælleskab bidrog til masseproduktion. Lige gyldigt hvilken trend, vi vælger at kigge på - så har den eller har haft en positiv indvirkning på en eller anden måde (der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget), nogen har ønsket den på et tidspunkt - og hvis vi ikke bryder os om den, så skal vi dels stadig respektere de mennesker, der ser den som positiv - dels undersøge vores egne holdninger - er de for situationsspecifikke, så vi egentlig godt kunne udvide dem? dels passe på ikke at smide barnet ud med badevandet - der er en risisko for at vi kæmper os fra en grøft til en anden - og tilbage igen - uden at lykkes med at blive på vejen.
Så hvis vi kigger på en trend fx Individualisering. Så er det påstand at den er godt for noget! Hvad fx? at den er skidt for noget - hvad kunne det være? og at der er en eller flere modtrends - hvor ser du dem henne? Og at denne trend - og også dens modtrend giver forskellige synergier alt efter hvilken anden trend den bliver kombineret med. Prøv fx at vælge de to for dig vigtigste trends og den modtrend ud og tegn dem som linier vinkelret på hinanden. Fx individualisme ctr fællesskab og materialisme ctr ikke-materialisme. Du får nu et felt med meget individualisme og meget materialisme - hvilke eksempler herpå ser du allerede og hvilke på godt og ondt kunne man forestille sig, der kunne komme? Og tilsvarende i de øvrige felter. Det er en scenario-øvelse inspireret af Adam Kahane.
Det hedder ikke: Hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet - men "Hvis du ikke er en del af problemet, kan du ikke blive en del af løsningen"
Hvis du ikke kan dæmme op for en trend - hvilket du sandsynligvis ikke kan - så kan du måske gå med den og twiste den lidt eller se det, du gerne vil opnå som en kombination af flere trends/bevægelser der allerede er igang - så har du nok bedre mulighed for at skabe den forandring, du ønsker.
Sidstnævnte vil jeg gerne selv eksperimentere mere med - så vender jeg tilbage her på bloggen ;-)

Kommentarer og spørgsmål er velkomne - giver det mening? Hvad mangler du? Hvad gør mest indtryk på dig?

Wednesday, June 29, 2016

Send mere menneskelighed!

Vi mangler menneskelighed - i den grad. Der er alt for mange steder i samfundet, hvor mennesker ikke bliver behandlet som mennesker. I sundhedssektoren, på arbejdsmarkedsområdet, i bankerne. Vi mangler varme hænder og vi mangler at blive set og hørt, som de mennesker, vi er.
Der er nok også en del arbejdspladser, der opleves lige sådan.

Det er en klagesang, vi tit nok synger. Jeg vil derfor vende det hele på hovedet og spørge: Hvordan skaber vi menneskelighed? Hvordan skaber jeg menneskelighed?

Jeg tror slet ikke, vi kan SKABE menneskelighed - den er der i forvejen. Vi er jo mennesker. Så menneskelighed er bare at være det, vi allerede er. Når vi ikke opfører os menneskeligt, så er det som regel ikke fordi vi er umenneskelige i betydningen bæst, dyr, ond og grusom. Nej, det er oftere fordi vi opfører os og betragter os selv og hinanden som maskiner eller som de mennesker, vi burde være eller ideelt set gerne ville være. Det er ikke let at finde ind til at være menneske, som det menneske, man er. Søren Kirerkegaard kalder det både en gave og en opgave.

Tør vi sige det, vi mener - også når "de andre" siger noget andet?
Mærker vi efter om det nu også er rigtigt - om det stemmer med hvad vi også har erfaret?
Er vi nysgerrige efter at se virkeligheden i øjnene?
Holder vi af os selv og vores medmennesker med alle de fejl, vi nu engang har?
Bliver vi ved med at holde os selv fast på at være det menneske, vi nu engang er?

Pyh, det er noget af en opgave. Og samtidig en utrolig gave at se at vi jo allerede er i gang med det - vi har allesammen eksempler på situationer, hvor vi faktisk har gjort netop det. Måske bare et splitsekund - men vi kan altså ;-)     Nu skal vi bare øve os i at gøre det/være det mere...

Det er hvad Klassisk livsnavigation handler om - se mere på livtag.dk og på facebook/livtagDK

Sunday, February 14, 2016

Det bedste og det værste for mig

Endeløse diskussioner i TV - altid to modparter, der ikke viger en tomme.
De samme argumenter - og studieværten, der gentager dem.
Den, der råber højst har ret. Den, der snakker mest har vundet.
Det er det værste for mig.

At være på vej ned ad bjerget - at blive ført.
At være helt fortrøstningsfuld - jeg er hvor jeg skal være
og ups, her skulle jeg til venstre og det kom jeg.
Alt er nøjagtigt som det skal være. På vej. Den rigtige vej.
Det er det bedste for mig.

Hvem har drukket den fineste vin? løbet flest kilometer?
Haft de vanskeligste teenagere? været på outlet i Tyskland?
Når jeg har bagt pølsehorn til fastelavn i kirken,
slappet af med min bog og spist en pose Matador Mix.
Mandag i frokostpausen er det værste for mig.

At lade mig bære af Havnebadets kolde vand
Ligge på ryggen i sekunder - brede armene ud
lade en åbning i skyerne sende sit lys over mig
Det er det bedste for mig.

Friday, June 05, 2015

Nu har jeg lyst til at skrive lidt her igen...
Hvad der kan ske, når man lader tingene opstå af sig selv.
Jeg har en fornemmelse af, at nogle ting er ved at gå op i en højere enhed for mig for tiden - det er dejligt. Nu vil jeg prøve at samle trådene, som de ser ud nu.
En af trådene er at jeg har været på skriveforløb i Natkirken og på Sofies skrivekursus - jeg er simpelthen så fascineret af, hvad der sker, når jeg bare laver de øvelser, jeg får besked på. Flowskrivning/nonstopskrivning - skriv derudaf og så opstår der et eller andet, som jeg ikke havde set komme. Skønt. Eller associere udfra en eller anden ting, der ligger på bordet - og whoops så opstod der noget igen. Og så det at redigere i alt det jeg har skrevet - Jeg havde skrevet næsten en side - lidt stolt af det faktisk - og så "Prøv at lave det til et haiku" - og ja, det gav mig så god viden om hvad det egentlig var jeg havde villet med teksten at jeg kunne skrive den igen og nu meget kort og koncist -omend ikke et haiku ;-)
Jeg er også dybt fascineret af Søren Kierkegaards "Liljen på marken og fuglen under himlen" - det handler om at være tavs, lydig og glad.Tavs nok til at kunne høre øjeblikket og benytte det, lydig i at følge livets dynamik, som den nu er - følge Guds vilje -og hvorfor ikke være lydig overfor een, der er så meget større og som virkelig vil dig det godt? Og så glæden, nyde at vi findes, at liljen står der så smukt -at vi er en del af livet. Eller som Alan Sloan siger det til mindful wednesdays: Cheer up, for the hell of it!
Skal jeg skrive om tavshed, lydighed og glæde i projektledelse? Det kunne faktisk blive spændende.
Og så fik jeg lige en at tænke på af Birgit forleden: Det med at remse op hvad man er god til - det er måske nok en coaching-teknik til at fremme menneskers selvtillid; men i et kristent perspektiv er det at fokusere på sig selv og tro at man selv er herre over noget, som man ikke er. I et kristent perspektiv kunne fx selvværd komme af at vide at man er et gudsskabt væsen -lige så fantastisk og helt ufatteligt som alle andre gudsskabte væsener (og stadig kun et sandkorn i den store ligning) - og selvtillid - tro på sine egne evner - ja det strider nok simpelthen bare imod ovennævnte lydighed - jeg har ikke evner til at lave noget om eller til at gøre en forskel - deteneste jeg har evner til er at "søge Guds rige" - dvs øve mig i at være tavs, lydig og glad og indgå i den store dynamik,  -og det gør så til gengæld en STOR forskel.
Uhm,jeg har faktisk lyst til at skrive mere jævnligt om mine refleksioner og tanker - det bliver måske på facebook.Nu får vi se!



Tuesday, January 13, 2015

"STÅ FAST - et opgør med tidens udviklingstrang" - pisseirriterende og interessant bog!

Svend Brinkmann har skrevet ovennævnte bog og jeg har også set ham promovere den i Aftenshowet. Jeg bliver selvfølgelig provokeret af hans "alternative udviklingsguide":
1. Hold op med at mærke efter i dig selv
2. Fokuser på det negative i dit liv
3. Tag nej-hatten på
4. Undertryk dine følelser
5. Fyr din coach
6. Læs en roman - ikke en selvhjælpsbog eller en biografi
7. Dvæl ved fortiden

Bogen er pisseirriterende! Og så samtidig er der faktisk nogle RIGTIG gode pointer, det er bare blandet så meget sammen at jeg virkelig skal holde øjnene stive når jeg læser - det kan der selvfølgelig også være noget godt i ;-)
Bogen er irriterende - på den gode måde fordi den åbner op for nogle af tidens blinde punkter/ubevidste antagelser og på den dårlige måde fordi disse antagelser generaliseres og latterliggøres - undertrykkelsesmekanismer, jeg allerede lærte om i kvindebevægelsens tid. Det kan han ikke være bekendt. Det er let at latterliggøre coaches - det behøver man ikke være professor i psykologi for at kunne. Øv, kunne du ikke bare fremføre dine gode pointer uden det?
Nå, nu til nogle af de gode pointer - der hvor bogen sætter min refleksion i gang:

  • Vi tager ikke skade af at mærke ubehag og det kan ligefrem være en pointe at træne sig i ubehag, så man opdager at man ikke behøver få angst, når man mærker ubehag. Jeg kender det fra at fryse - eller fra at cykle i regnvejr - jeg bliver jo våd alligevel, så hvorfor ikke bare mærke den prikkende kulde på kinderne?
  • Vi skal ikke "klare" det svære - vi "kommer om ved det"
  • Det er godt at vi kan føle skam og skyld - det er en måde, hvorpå vi kan vide at vi har gjort noget, vi ikke skulle have gjort
  • At være autentisk behøver ikke betyde at vi skal vise vores følelser fuldt ud - jeg tænker det betyder at vi mærker dem, accepterer dem og kan styre om og hvornår vi vil vise dem. Jeg tænker vores følelsesmæssige reaktioner tit er overreaktioner, fordi vi bliver ramt på noget gammelt/andet, vi har oplevet - og så er det godt at bearbejde følelsen for sig (få råbt, grædt, grinet) og handle på situationen uafhængigt af det. Jeg kan godt skrive et modbydeligt vredt brev for at få vreden ud - og så krølle det sammen og mere stille og roligt fortælle den anden min kritik af vedkommendes fremgangsmåde.
  • Vi skal ikke forandre os for forandringens skyld - nogle steder skal vi stå fast og nogle steder forandre. Det svære er at finde ud af hvornår det ene og hvornår det andet. Forandring og forankring som Lars Kolind siger.
  • Det ligger i tiden at vi "skal have det maksimale ud af livet", så det gælder om at følge med og ikke at gå glip af noget. Det kan betyde at vi fylder vores tid med alt det vi vil nå; men det kunne også betyde at vi virkelig må overveje hvad der er STORT for os - og søge at opleve det. Jeg vil fx gerne opleve sindsro, virkelig dybt nærvær, kærligheden hvor det at kigge hinanden i øjnene er en nydelse i sig selv, friheden til at forfølge ideer og drømme, overgivelsen til at tro at det ender godt i en eller anden forstand..

Monday, July 28, 2014

Vi kan frame uforudsigelighed, så det ikke bliver uoverskueligt...


Selvom noget er forudsigeligt, kan det godt være uoverskueligt - og det er det, der er det ubehagelige. Så da vi nu engang ikke kan undgå uforudsigeligheden, så kan vi omvendt gøre den behageligere for os selv ved at gøre den overskuelig. Et ekstremt eksempel er en 4-årig dreng med autisme - han skal vide på forhånd hvad der skal ske, ellers bliver han urolig og stresset. Hvis han får at vide at "imorgen skal vi have overraskelse" - så kan han cope med det. Det er stadig uforudsigeligt, men det er ikke uoverskueligt. På samme måde kan vi "frame" uforudsigeligheden i vores projekter, så den bliver overskuelig og så kan vi deale med den. Et eksempel: "Vi ved ikke hvordan markedet udvikler sig, men vi ved hvilke initiativer, vi vil sætte i værk hvis det udvikler sig i hhv den eller den retning."

Lad os lege lidt med denne tanke: Hvad nu hvis en stor del af vores problemer og udfordringer i projekter (og organisationer) udspringer af at det dominerende beliefsystem er ved at have udspillet sin rolle. Det dominerende beliefsystem bygger på årsag-virkning-sammenhæng, proportionalitet, objektivitet og et mekanistisk menneskesyn. Firkantet udtrykt forestiller vi os at "når vi gør det og det, så sker der det og det" (årsag-virkning) og at "dobbelt så god kvalitet, kræver dobbelt så meget arbejde og koster dobbelt så meget" (proportionalitet) og vi forestiller os at "computeren og robotterne egentlig er bedre arbejdskraft, hvis de ikke var så dyre". Et eksempel på en positiv effekt af dette beliefsystem er at vi kan masseproducere.
Med det beliefsystem er det ikke overraskende hvis de problemer, vi oplever i vores projekter er fx overraskelse/frustration over at der sker noget uventet; vanskeligheder med at skabe og fastholde god kvalitet til en rimelig pris og at vi oplever mangel på motivation og energi og mangel på kreativitet og innovation.
Så hvad nu hvis vi valgte et beliefsystem, der bygger på kompleksitet (der er mange flere nuancer, muligheder og trusler end vi har fantasi til), løst koblede systemer (alt hænger sammen, men desværre ikke med entydige årsag-virkning), dynamik (alt er konstant i bevægelse) og at vi kan noget særligt fordi vi er mennesker (som fx flow, bruge motivation som drivkraft, være kreative, prioritere, have empati)?
Ja bare ved tanken om et sådant beliefsystem mærker vi at vi så ville få et problem med at trives i al den uoverskuelige uforudsigelighed. Det er en betydelig barriere. Hvis vi kunne ville vi til gengæld formentlig kunne nyde godt af en masse energi og motivation, se flere muligheder og kunne realisere andre perspektiver end dem, vi realiserer nu. Og nu tilbage til den frygtede uforudsigelighed: Uforudsigelighed er ubehagelig, fordi vi ikke kan overskue det. Når vi kan frame uforudsigeligheden, så vi stadig kan overskue den - kan vi deale med den: Vi ved ikke hvad der kommer til at ske, men hvad det end er, udnytter vi det i videst muligt omfang til projektets fordel.

Thursday, January 23, 2014

New York, Open Space og masser af tanker og ideer...

Jeg er i New York for at promovere mit spil Projektlederspillet - Project Space. Det er superspændende!
Det startede med 3 dages Open Space med Harrison Owen (ham, der opdagede Open Space) og Karen Davis - en skøn dame herfra byen.
Stemningen udviklede sig gennem dagene til en slags stilhed i hjertet og vildt mange inspirerende tanker, der poppede op - den ene nat måtte jeg sætte mig op og skrive ideer ned kl 3 om natten - SKØNT.

Vi var omkring 25-30 mennesker fra New York, fra Californien og Florida, Paris, Serbien og Kina. Nogle stykker havde jeg mødt før - og en del af os ses igen i Serbien til World Open Space on Open Space til september.

Nu skal jeg afsted til et møde, jeg skriver om indholdet senere...